APPLES: Græsk absurditet – nu med følelser!

Af Benjamin Damon

En pandemi har ramt jorden, og ingen kan vide sig sikker. Det er præmissen for græske Christos Nikous nye film, Apples. Det lyder hyperaktuelt, men det er (heldigvis?) ikke en film om Covid-19. Lighederne mellem det samfund, vi har befundet os i de seneste par år, og det, som filmens hovedperson, Aris (Aris Servetalis), er placeret i, er dog slående. 

Aris har glemt, hvad han hedder. Hvorfor sidder han i en bus? Hvor skulle han hen? Han bliver indlagt på hospitalet, og det konstateres, at han intet han kan huske fra sit hidtidige liv. Det er ikke det første tilfælde i samfundet – tilsyneladende breder hukommelsestabet sig som en virus og rammer både unge og gamle. 

To læger (Anna Kalaitzidou og Argyris Bakirtzis) tilbyder ham at blive en del af et program, som skal hjælpe ham med at danne en ny identitet og genfinde sig selv. Det lyder ganske sympatisk, og Aris takker ja. 

Det er svært, faktisk umuligt, ikke at komme til at tænke på Yorgos Lanthimos, når man ser Apples. Ikke kun fordi begge instruktører er græske, men også fordi Nikou var medinstruktør på et af Lanthimos’ tidlige værker, nemlig den forrygende Dogtooth (2009). Lanthimos’ mesterlige deadpan-humor, distancerede karakterer og grålige farvetoner skinner klart igennem. 

Men det ville være uretfærdigt at reducere Christos Nikou til blot at være en Lanthimos-protegé; han er nemlig lige så meget sin egen og tilfører noget friskt til den græske weird wave. Hvor Lanthimos sjældent involverer sig i dybsindige følelser, gennemsyres Apples af eksistentialistiske overvejelser – og den gør det på ganske emotionel vis. Et genialt soundtrack bestående af både adskillige Simon & Garfunkel-sange og original score sætter smukt tonen til de flotte billeder. 

Aris, såvel som seeren, får lov til at tænke. På livet, på kærlighed, på relationer, på sig selv. Hver dag får han små opgaver af de to læger, som han skal udføre. Først er det nemt nok. Tag et billede, mens du cykler. Men det bliver sværere, mere absurd og mere påtrængende. Især den mandlige læge synes at være ekstremt optaget af, at Aris får scoret nogle damer. Han prøver, men med en udstråling, der ikke ligefrem sprudler af livsglæde, er det svært. 

Det er måske netop Apples’ største styrke, at man føler sig investeret i Aris. Man vil ham det godt. Man har ondt af ham. Han er en god person, der prøver at finde sit fodfæste i en forvirrende verden. Hver dag går han ned i den lokale grønthandel og køber en stor pose med æbler, for dem kan han så godt lide. Ingen andre gider at købe dem, siger grønthandleren, men de skulle være gode for hukommelsen. Pludselig lægger Aris dem tilbage. Vil han ikke huske? Er der en fortid, han forsøger at flygte fra? Det bliver aldrig klart, om han har været gift tidligere, men der hentydes til det.  

På den måde er der også meget, man ikke får at vide. Nikou forklarer ikke. Han fokuserer med tunnelsyn på Aris, og vi aner næsten intet om samfundet omkring ham. De eneste personer, vi introduceres til, er dem, som Aris møder. 

En svær opgave fra de to læger sætter ham i forbindelse med en ældre, døende mand (Kostas Laskos). Situationen blotter filmens menneskelighed og cementerer, at det først og fremmest er en fortælling om relationer, og om hvordan vi håndterer livets udfordringer; men måske mest af alt, at vi både husker fortiden og former fremtiden. 

Kommentarer